27. januar 2017

Optøning mellem Kina og Norge

På trods af iskolde relationer deltog Kina i Arctic Frontiers

Den kinesiske oplægsholder på Arctic Frontiers. Foto: AF
Arctic Frontiers har bidraget til at optø det ellers iskolde forhold mellem Norge og Kina, noterer arrangørerne på konferencens Facebook-side.

- Vi bidrager gerne til folk-til-folk samarbejde og public diplomacy. Derfor inviterede vi en kinesisk oplægsholder til konferencen - og det resulterede i, at det kinesiske udenrigsministerium besluttede at sende en officiel delegation til Arctic Frontiers, skriver arrangørerne bag den store konference.

Kinesiske og norske aktører fik en række møder under konferencen. Den kinesiske oplægsholder Jiang Hansong mødte blandt andre fiskeriminister Per Sandberg og det norske Sjømatråd arrangerede et møde med Gao Feng, der er det kinesiske udenrigsministeriums specialkonsulent for arktiske anliggender. Desuden deltog Liu Yu, som er divisionsdirektør i kontoret for europæiske anliggender i det kinesiske udenrigsministerium.

- Efter møderne inviterede det norske Sjømatsråd kineserne på restaurant i Tromsø, så de kunne få lov at smage den lokale stolthed, skreien, fortælles det på Facebooksiden. Der forlyder dog intet om, hvad kineserne mente om de nordnorske lækkerier. (Skrei er den norske betegnelse for den særlige torskestamme, der lever i Golfstrømmen langs den nordnorske kyst.)

Forholdet mellem Norge og Kina har været temmelig anstrengt siden den norske regerings nobelpris-komite i 2010 gav årets fredspris til den kinesiske forfatter og systemkritiker Liu Xiaobo.

Det udløste en diplomatisk krise, der blandt andet udsatte en frihandelsaftale mellem de to lande. Norske firmaer har i flere år haft problemer med at skaffe visum til sine ansatte. I en periode havde nordmændene også svært ved at sælge fisk i Asiens stormagt - og det norske udenrigsministerium har siden arbejdet på at få forholdene normaliseret.

Arctic Frontiers lakker mod enden. Blandt deltagerne var blandt andre Verena Huppert fra Arctic Consensus, Man kan læse mere om hendes oplevelser på Arctic Frontiers her.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar