2. oktober 2015

Sisimiut tager vejen i egen hånd

ATV-spor mellem Sisimiut og Kangerlussuaq

Teknikerne foreslår en linjeføring nord om Tasersuaq.
En vej mellem Sisimiut og Kangerlussuaq har længe stået højt på ønskesedlen i blandt sisimiumiut, men hidtil har Naalakkersuisut afvist projektet.

Men nu tager folkene i Sisimiut sagen i egen hånd. Kommunalbestyrelsen i Qeqqata Kommunia har netop besluttet at lave et ATV-spor på strækningen. Det er så håbet, at sporet med tiden kan udvides til en vej.

I budgettet for de kommende år er der afsat fem millioner i 2016 og ti millioner kroner i 2017 til et tre meter bredt ATV-spor. Til sammenligning regner man med, at en tosporet grusvej på den 160 km lange strækning vil koste op imod 500 millioner kroner.

Qeqqata Kommunias hjemmeside er der oprettet et web-sted, hvor man kan følge projektet. Rambøll har lavet linjeføringsforslag fra Kangerlussuaq til Tasersuaq og foretaget en VVM screening af hele vejforløbet.

ATV'erne har i mange år været et populært transportmiddel
mellem fåreholderstederne i Sydgrønland, hvor man har
mange ATV-spor.
 Såvel de tekniske som de miljømæssige forundersøgelser peger på, at en linjeføring nord om Taser­suaq (mellem Itinneq og Kangerlussuaq) og videre gennem Nerumaq-dalen mod Sisimiut vil være mest hensigtsmæssig. Dermed undgås det miljømæssige interessante område i Itinneq som samti­digt også er vanskeligt at forcere på grund af stejle fjeldsider, særligt mod syd.

Denne nordlige linjeføring har tilmed den fordel, at der skal krydses meget få elve, og et ATV spor kan forholdsvis let etableres. Et sådant spor kan efterfølgende opgraderes til en egentlig vej. Nogle steder vil der formentlig dog være behov for at lægge en kommende vej en smule anderledes end et ATV spor, hedder det i den foreløbige projektbeskrivelse.

Turen mellem Sisimiut har i mange år været en populær vandrerute, og enkelte vovehalse har da også forsøgt at køre turen i bil. Om vinteren bruger mange borgere i Sisimiut snescooteren eller hundeslæden til en tur til Kangerlussuaq og Grønlands internationale lufthavn.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar