16. september 2014

Anton på plads

Moskusoksehoved til DGH-Aalborg 

- Han hedder Anton - og jeg mødte ham for 17 år siden i Kangerlussuaq. Sådan præsenterede Ib "Cowboy" Kristiansen fra Grønlands VVS det moskusoksehoved, som han mandag eftermiddag donerede til det Grønlandske Hus i Aalborg.

For en god ordens skyld: Det er fra venstre
 Ib Kristiansen, Søren Stach Nielsen og Anton.
- Siden mødet har Anton opholdt sig i Cowboyens sommerhus i Stoholm, men det er lidt ensomt, når vi er i Grønland, så vi tænkte, at det var bedre, hvis han fik en fin plads her i huset.

Og nu hænger Anton så i Det Grønlandske Hus i Aalborg og blinker et forsorent farvel til husets gæster på pladsen over indgangen.

DGH-Aalborg modtog Anton ved en lille højtidelighed, der havde samlet en snes veteraner fra arktiske miljø i Nordjylland.

Overrækkelsen foregik i en gemytlig stemning.
Direktør Søren Stach Nielsen takkede mange gange for gaven.

- Det var et godt eksempel på husets tætte og enestående samarbejde med erhvervslivet - et samarbejde som ikke mindst er forpligtende netop for erhvervslivet, som det blev understreget med et glimt i øjet.

Cowboyen slap heller ikke for at fortælle, hvordan han mødte Anton i fjeldene ved Kangerlussuaq. Før turen til konservatoren vejede hovedet 90 kilo, som han selv slæbte ned til lufthavnen.

Cowboyen fortalte Antons historie.
- Der måtte to mand til at løfte hovedet op på ryggen af mig. Her blev det bundet fast, så jeg ikke kunne sætte mig ned - og så var det ellers bare med at vandre derudaf. Turen ned fra fjeldet tog 14 timer - og jeg var så udmattet, at jeg ikke en gang havde lyst til den whisky, som jagtkammeraterne ellers bød på, fortalte cowboyen med et smil.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar