2. april 2014

Sammensvejset samarbejde

Samarbejde mellem metalskoler i Aalborg og Grønland

Faglærer Ingvar Poulsen fra Jern- og metalskolen
i Nuuk har styr på svejseteknikkerne.
Gennem snart en snes år har faglærer Ingvar Poulsen fra Saviminilerinermik Ilinniarfik, Jern- og metalskolen i Nuuk hvert forår taget turen til Metal College i Aalborg Øst.

Formålet med turen er at forny og videreudvikle de mange svejsecertifikater, som en faglærer i svejsning nødvendigvis må have.

-Certifikaterne udstedes for to år ad gangen - og jeg har en god halv snes stykker, fortæller Ingvar Poulsen, der har fået det tilrettelagt sådan, at han fornyer halvdelen ad gangen og på den måde hvert år oplever foråret i den nordjyske hovedstad.

- Svejsning er præcisionsarbejde, hvor der ikke kan snydes på vægten. Håndværket skal være i orden - for et røntgenbillede kan på få sekunder afsløre sjusk.

Jern- og metalskolen ligger midt i Nuuk
med kollegiet som en af byens højhuse.
- Svejsning er præget af en lang tradition for normer og standarder - og der findes regler for alle de forskellige metoder og materialer, vi bruger. Derfor er prøverne, som jeg skal igennem både praktiske og teoretiske, siger Ingvar Poulsen.

Ingvar Poulsen er en engagereret faglærer på Saviminilerinermik Ilinniarfik - Jern- og Metalskolen, der ligger i Nuuks centrum med kollegiet, der i mange år var en af byens højeste bygninger.

- Vi tilbyder en god uddannelse - og der altid arbejde nok til vores elever, fortæller Poulsen.

Saviminilerinermik Ilinniarfik har et tæt samarbejde med Metal College i Aalborg. I den kommende uge skal en af Ingvar Poulsen elever begynde i Aalborg for at tage et uddannelsesmodul, som skolen i Nuuk ikke tilbyder.

1 kommentar: