8. april 2014

Norge og Sydkorea flytter sammen

Fryser skib fast i polarisen

Aftalen underskrives. Fra venstre forskningsdirektør
Nalan Kòc og direktør Jan-Gunnar Winter, NP.
Til højre vice-direktør Moon Young Choe og
internasjonal leder Hyoung Chul Shin, begge
KOPRI. Foto: Elin Vinje Jenssen, Norsk Polarinstitut.
Norsk Polarinstitutt og det Sydkoreanske Polarforskningsinstitut (KOPRI) har indgået en samarbejdsaftale, der sikrer Sydkorea kontorfaciliteter hos nordmændene.

De to lande har et tæt samarbejde om den arktiske forskning. Det er en følge af en aftale, der blev indgået i 2012, hvor den sydkoreanske præsident besøgte Norge. Aftalen sikrer et samarbejde om logistik og deling af ressourcer, data og kontorer.

Kontoraftalen, der blev indgået i sidste uge, sikrer Sydkorea kontorfaciliteter på det norske polarinstitut i Framsentret i Tromsø, hvor der fremover vil være stationeret to sydkoreanske medarbejdere.

- Vore lande ligger langt fra hinanden, men vi har meget til fælles inden for polarforskning. Vi deler en lidenskab for både Arktis og Antarktis - og jeg håber, at vort samarbejde vil tjene som eksempel for det internationale polarsamfund, sagde vicedirektør Moon Young Choe ved åbningen af fælleskontoret.

- Den fysiske nærhed gør det nemmere at samarbejde om forskningen. Vi ser KOPRI som en seriøs partner - og vi ser frem til at udvikle samarbejdet, sagde direktør Jan Gunnar Winther fra Norsk Polarinstitutt.

Næste år skal de to forskninginstitutioner blandt andet samarbejde om at fryse forskningsskibet Lance fast i isen nord for Svalbard - og på den måde omdanne skibet til en forskningsstation, der flyder med polarisen.

Sydkorea har i en årrække prioriteret Arktis og landet har observatørstatus i Arktisk Råd.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar