15. april 2014

Millioner til forskning

18,9 mio. kr. til storstilet forskningsprojekt om økosystemer i Arktis

De mange forskningsmillioner skal bruges
 til at studere Nordvandet, der er et åbentvandsområde
 vest for Thule.
Carlsbergfondet, Velux-Fonden og Villum-Fonden har sammen bevilget i alt 18,9 mio. kr. til et storstilet tværvidenskabeligt forskningsprojekt om økosystemer i Arktis og deres dynamik i et langt tidsperspektiv.

Projektet bliver ledet af Kirsten Hastrup fra Institut for Antropologi ved Københavns Universitet i et tæt og ligeværdigt samarbejde med Etnografisk Samling ved Nationalmuseet og Arctic Research Centre på Aarhus Universitets Institut for Bioscience.

Desuden vil projektet samarbejde med Grønlands Nationalmuseum og Arkiv, Grønlands Naturinstitut og Grønlands Universitet samt Thule Museum i Qaanaaq.

Forskningsprojektet har titlen ”Now-projektet: Levende ressourcer og humansamfund rundt om Nordvandet i Thule-området, Grønland”.

Afsmeltningen af den arktiske havis har omfattende konsekvenser for de højarktiske økosystemer og for de mennesker og samfund, der afhænger af dem. Med udgangspunkt i Nordvandet, som er et område med åbent vand (et polynya) i Thule-regionen, vil projektet studere dette økosystems dynamik i et langt tidsperspektiv. Fokus vil være på interaktionen mellem klima, levende ressourcer og de successive kulturers bosætnings- og subsistensstrategier over de sidste fire tusind år og indtil i dag.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar